Et folketingsvalg nærmer sig givet med hastige skridt


Af Ivan Dybvad, kredsformand Venstre Aarhus Syd


Man kan i øjeblikket dårligt nok åbne en avis, lytte til radio eller se nyheder på TV, uden at man bliver mindet om, at et folketingsvalg sandsynligvis er tæt på.  Også selvom der fortsat er mere end ni måneder til, inden et valg skal afholdes, jf. Grundloven – hvis det parlamentariske flertal ellers er intakt.

 

Hvis man ellers skal tro udmeldinger fra Radikale Venstre vil de rykke stikket i forbindelse med folketingets åbning i begyndelsen af oktober måned. I min optik udtrykker man mistillid på distance. Flere kommentatorer har da også været ude at sige at de sparker en åben dør ind. Så interessant hvordan det udvikler sig – ikke mindst efter at blå blok har udlignet rød bloks forspring i meningsmålingerne, således der i øjeblikket i realiteten er dødt løb, med en lille overvægt til blå blok.

 

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er opstillet i vores kreds – Aarhus Syd kredsen - og har dermed hjemmebane i Aarhus og Østjyske storkreds. Vi skal give Jakob de allerbedste betingelser for et godt personligt valg og dermed et godt valg for Venstre. Det kan man bl.a. gøre ved at opfordre naboer, familie og venner til at stemme personligt på Jakob. I organisationen – i kredsbestyrelsen – arbejder vi benhårdt på at blive helt klar, når Statsministeren udskriver valget. Vi er godt på vej, men mangler fortsat lidt endnu.

 

For os borgerlige er det vigtigt, at den nuværende statsminister og regering udskiftes - med en Venstre ledet regering, bestående af blå partier. Afgørelsen er helt op til os vælgere. Men som både Jakob og Pape har sagt er det primære mål for begge at få en borgerlig regering til at afløse den siddende; hvor magtfuldkommenheden dominerer, hvor selv Grundloven ikke respekteres og hvor der end ikke er anstændighed til at hjemsende eller fjerne embedsmænd der har fået uhørt voldsom kritik for deres adfærd.

 

Jakob har siden han blev valgt som Venstres formand i efteråret 2019, været blå bloks kandidat til statsministerposten. Det ændrede sig den 15. august 2022, hvor Konservatives formand Søren Pape Poulsen meldte sit kandidatur, hvilket har været meget længe undervejs.

 

Iflg. JP den 15.08.2022 udtaler Jakob i den sammenhæng følgende:

 

”Jeg må tilstå, at det ikke er den mest overraskende nyhed i dansk politik nogensinde. Vi er nogle stykker, der havde set det komme ret længe. Nu er det officielt. Nu er vi to superkvalificerede kandidater. Det, tror jeg, er meget godt”.

 

Den udtalelse kan man jo kun være enig i. Og den viser – ikke overraskende – en af Jakobs stærke kvalifikationer som statsministerkandidat – nemlig at opgaven er det centrale og at personlig prestige og ambitioner ikke må være det bærende for en ansvarlig politiker.


Vil du hjælpe i valkampen er du velkommen til at kontakte os på info@venstreaarhussyd.dk


Til næste artikel: En valgkamp på skinner